Greatest Hits fra lokalt kor

Real Moments fylder Gunderslev kirke onsdag den 26. april


Vokalgruppen Real Moments har rødder i Næstved og Præstø. Koret har i år eksisteret i 10 år og giver nu en god gang »Greatest Hits« fra hele deres karriere.

Det sker ved en koncert onsdag den 26. april kl. 19.30 i Gunderslev kirke. Real Moments er meget inspireret af vocaljazz, som man bl.a. kender fra Manhattan Transfer og numre som Operator, Tuxedo Junction og Blue Champagne.

På repertoiret er også kendte numre i overraskende udgaver, fx Coldplays stadionrocker Viva La Vida, her dog omsat til en inderlig hymne. Det gode, gamle SweDanes-nummer Side By Side bliver leveret med blæsere og hele pivtøjet, alt dog frembragt helt uden instrumenter!

Traditionel dansk kormusik er også på programmet, svenske folkemelodier, gospel, barbershop og negro spirituals.

Endelig tager koret også livtag med store klassikere som Bridge Over Troubled Water og What A Wonderful World - fremført med både indlevelse og nerve.

Gratis entré. Dørene åbner kl. 19.